Knogleskørhed – Osteoporose

Sidst revideret d. 11.01.17

 

Hvad er knogleskørhed?

Knogleskørhed (osteoporose) er kendetegnet ved at mængden og styrken af knoglevævet er nedsat. Ændringerne i knoglernes opbygning medfører øget skrøbelighed af knoglerne (skørhed) og dermed øget tendens til knoglebrud.

 

Årsager til knogleskørhed?

Knogleskørhed kan forekomme uden underliggende sygdom (primær osteoporose), og herunder kaldes varianterne postmenupausal og senil knogleskørhed. Kvinder har efter ophøring af menustration faldende niveauer af østrogen, hvilket gør, at stimuleringen af knoglenydannelse falder. Den senile variant skyldes aldersbetingede tab af knoglerne.

I sjældnere tilfælde ligger er der en udløsende grund til knogleskørheden (sekundær osteoporose) fx visse sygdomme (forhøjet stofskifte, visse tarmsygdomme, bindevævssygdomme, kronisk nyresvigt) og længerevarende behandling med visse typer medicin (binyrebarkhormoner, thyroxin, epilepsipræparater, cytostatika, heparin).

 

Risikofaktorer til knogleskørhed

Der er flere faktorer, der påvirker den enkeltes risiko for at udvikle osteoporose:

  • - Hvis den maksimale knoglemasse er lav
  • - Hvis det aldersbetingede knogletab er øget
  • - Hvis knogletabet på grund af overgangsalderen hos kvinder er stort

Disse faktorer kan være svære at vurdere hos den enkelte. Imidlertid afhænger disse faktorer igen af andre såkaldte risikofaktorer:

–          Arvelig disposition (osteoporose hos forældre, søskende eller børn)

–          Lav kropsvægt

–          Tidligere brud ved mindre uheld eller spontant

–          Overgangsalder før 45 år

–          Lav fysisk aktivitet

–          Lav indtagelse af kalcium og D-vitamin

–          Rygning

–          Stort alkoholforbrug

  • - Behandling med Prednison eller lignende præparat som tablet (mere end 5 mg dagligt i 3 mdr. eller længere)
  • - Osteogenesis Imperfecta
  • - Andre sygdomme, der øger risikoen for osteoporose: forhøjet stofskifte, øget biskjoldbruskkirtel funktion, nyresygdomme, anorexia nervosa og visse bindevævs- og blodsygdomme

 

Hyppighed af knogleskørhed

Knogleskørhed rammer ca. hver 3. kvinde og hver 8. mand. Hyppigheden stiger med alderen. Ud fra verdens sundhedsorganisations (WHO) definitioner har knogleskørhed følgende forekomst: 0,6 % i 40’erne, 5-10 % i 50-70-årsalderen, 15-25 % i 70’erne og 50 % hos kvinder over 80 år

 

Symptomer

Knogleskørhed giver i sig selv ingen gener, det er knoglebruddene, som fører til gener. Knogleskørhed bliver typisk først opdaget efter et knoglebrud. Typiske brud i forbindelse med knogleskørhed kommer i ryghvirvler, håndled og lårbenshals (hoftebrud).

 

Hvordan stilles diagnosen?

Man kan ikke diagnosticere knogleskørhed med en blodprøve. En del blodprøver bliver dog taget for at udelukke tilgrundliggende sygdomme som årsag til knogleskørhed.

 

Røntgenbilleder giver et dårligt indtryk af knogletætheden. Røntgenbilleder anvendes derfor kun til at se, om der er tegn på knoglebrud, sammenfald i ryghvirvlerne eller slidgigtforandringer.

 

Knogleskanninger en nyttig undersøgelse. Knogleskanning er en særlig røntgenundersøgelse, hvor man nøjagtigt måler kalkindholdet i knoglerne for at få en vurdering af deres styrke. Undersøgelsen kaldes også i fagsprog osteodensitometri, BMD-måling, DXA-scanning eller QDR-scanning. Resultatet fra knogleskanningen sammenlignes sædvanligvis med gennemsnitsværdien for en yngre voksen person af samme køn (det såkaldte T-score). Dette mål bruges til at stille diagnosen knogleskørhed.

 

Formål med behandling

Behandling af knogleskørhed kan have forskellige mål:

–          At forebygge knogleskørhed hos unge kvinder med høj risiko

–          At forsinke udviklingen hos dem, som har fået påvist tilstanden

–          At lindre generne

 

Behandling

Behandlingen består af både livsstilstiltag og medicinsk behandling. Ved knogleskørhed, som skyldes tilgrundliggende sygdom, retter behandlingen sig mod den aktuelle sygdom.

 

Ikke medicinske tiltag

Fysisk aktivitet kan have gunstig indvirkning på skelettet, muskelstyrken og faldtendensen. Kosten har også betydning, og det er især vigtigt med et tilstrækkeligt indtag af kalcium og D-vitamin. Rygning og alkoholmisbrug skal undgås. Tiltag for at forebygge fald og evt. hoftebeskyttere hos dem, som er meget usikre ved gang, kan være nyttige.

 

Medicinske tiltag

Basisbehandling til alle er tilskud af D-vitamin og calcium (kalk). Kalktilskuddet bør som udgangspunkt være på  800-1000 milligram (mg) dagligt. Hvis man dagligt drikker mælk og indtager mælkeprodukter kan man dog reducere tilskuddet med tilsvarende kalk.   Sammen med kalktilskuddet bør man tage et dagligt tilskud på minimum 20 mikrogram (mg) D-vitamin.

Totalrisikoen er afgørende for, om anden medicinsk behandling skal startes op, og kun højrisikogrupper får anden behandling. Førstevalg er i dag oftest såkaldte bisfosfonater, som hæmmer nedbrydningen af knoglevæv og øger knogletætheden. Det kvindelige hormon østrogen havde for år tilbage en central plads i behandlingen af knogleskørhed, men eksperterne maner nu til forsigtighed med denne behandling, grundet risiko for alvorlige bivirkninger. Behandlingstid for bisfosfonater er mindst 5 år. Behandlingen tilpasses den enkelte patient.

 

Kontrolforløb efter påvist knogleskørhed

Ved behandling med knoglestyrkende lægemidler anbefales det, at man får foretaget en kontrolscanning med 2 til 3 års mellemrum med henblik på at sikre, at knoglernes mineraltæthed (T-score) holder sig på et stabilt niveau. Endvidere er det altid en god ide med mellemrum at tale med sin læge om behandlingen – særligt hvis man har gener, som er kommet, efter man er begyndt på behandlingen. Aftal derfor individuelt med din læge, hvilket kontrolforløb, der skønnes nødvendigt.

 

Hvordan er langtidsudsigterne?

Der sker et gradvist tab af knoglemasse fra 40 års alderen. Tabet accelererer efter overgangsalderen hos kvinder.

Komplikationer til knogleskørhed er knoglebrud. Halvdelen forløber uden symptomer. Der er risiko for nye brud, ledsagende kroniske smerter, funktionstab og nedsat livskvalitet.

Hvis du følger lægens behandlingsanbefaling reduceres risikoen for brud og gener væsentligt.

 

Kilder:

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hormoner-og-stofskifte/sygdomme/knogleskoerhed-osteoporose/knogleskoerhed-aarsager/

https://www.sundhed.dk/borger/patienthaandbogen/hormoner-og-stofskifte/sygdomme/knogleskoerhed-osteoporose/knogleskoerhed-oversigt/

https://www.osteoporose-f.dk/raadgivning/knoglescanning