Mononukleose – også kaldet ”kyssesyge” – er et symptomkompleks, som oftest forårsages af virus. Hyppigst forårsages mononukleose af Epstein-Barr virus (EBV), som tilhører gruppen af humane herpesvirus og forårsager en infektion, der varer hele livet. Infektionen er meget udbredt, idet allerede 50% af børn ved skolealderens start er smittet, og 95% af voksne danskere bærer rundt på virus. Alle smittede udskiller i perioder virus med spyttet uden at være syge, og har man nået teenageårene uden at være blevet smittet, er udveksling af spyt den mest almindelige måde at blive smittet på – heraf navnet “kyssesyge”. Andre tilstande og infektioner kan give lignende symptomer, f.eks. infektion med cytomegalovirus (CMV).

Symptomer
Infektion med EBV (eller CMV) som barn forløber ofte uden symptomer. Den klassiske mononukleose ses derfor hos unge (teenagere) og voksne, der ikke blev smittet som børn. Inkubationstiden – tiden fra smitte til sygdomsudvikling – er usikker og strækker sig fra to uger til to måneder. Sygdommen starter med et forstadium med træthed og almindelig sygdomsfølelse. Efter 1-2 uger optræder feber, og der udvikler sig en meget svær halsbetændelse med belægninger på mandlerne og røde og hævede slimhinder. Desuden ses hævede lymfeknuder – ikke bare på halsen, men også i armhulerne og i lysken. Ofte ses forstørrelse af milten og påvirkning af leveren, som oftest relativt let, men der kan udvikles egentlig leverbetændelse med gulsot. Sygdommen kan være langvarig, og i nogle tilfælde kan der være så udtalt træthed, at langvarig sygemelding bliver aktuel. I andre tilfælde er sygdommen overstået efter 1-2 uger. Alle de førnævnte symptomer behøver ikke at være til stede. Langvarig, lettere feber og træthed kan være eneste symptom.

Smitte
Som før omtalt er smitte vanskelig at undgå, da 95% af raske voksne i perioder udskiller EBV med spyttet.

Er det farligt?
Dødsfald er meget sjældne. Nogle gange kan halsen hæve så meget, at der kan blive problemer med vejrtrækningen. Sprængning af milten er en potentiel, men sjælden komplikation, og der synes ikke at være belæg for langvarigt forbud mod gymnastik eller anden sportsudøvelse i efterforløbet af mononukleose. Voldsom sport eller lignende i ugerne efter mononukleose må dog frarådes.

Undersøgelse
Mononukleose kan diagnosticeres med forskellige blodundersøgelser. Den bedste metode er undersøgelse for antistoffer mod EBV. Metoden påviser forskellige typer af antistoffer mod forskellige komponenter af virus og kan udføres på en enkelt blodprøve. Analysen giver høj sikkerhed for påvisning af akut mononukleose. Undersøgelse for CMV kan også foretages ved påvisning af antistoffer.

Forebyggelse
Jf. ovenfor kan smitte vanskeligt forebygges.Der findes ingen vaccine.

Behandling
Der findes ingen effektiv behandling af selve virusinfektionen ved mononukleose. Symptomlindrende behandling er mulig med febernedsættende og smertestillende medicin samt sengeleje. Forhold vedrørende sport – se tidligere i denne vejledning.
Binyrebarkhormon er anvendt i forbindelse med livstruende symptomer, men anbefales ikke til behandling af ukompliceret mononukleose.

Hans Henrik Larsen
Afdelingslæge Virologisk afdeling
Statens Serum Institut
Revideret august 2009

Kilde: Patientvejledningen 2010